Energibesparende dyrkning af sydens frugter i køligt klima

Russ Finch fra Nebraska i det nordlige USA har bygget et drivhus, hvor han dyrker avocado, citrusfrugter, figen, vindruer og andre varmekrævende planter. Drivhuset er 24 meter langt og 4,9 meter bredt (118 m2). Det opvarmes udelukkende med jordvarme fra sammenlagt 320 meter varmeslanger, der er gravet 2,4 meter ned i jorden. Slangerne er 6 tommer (ca. 15 cm.) i diameter.

I varme perioder, hvor temperaturen overstiger 27 grader C i drivhuset, blæses den varme luft gennem jordslangerne og nedkøles, medens jorden opvarmes. Når temperaturen falder til under 10 grader C i drivhuset blæses den kølige luft gennem jordslangerne og opvarmes af jorden. Blæseren står stille, når temperaturen er mellem 10 og 27 grader. Systemet kræver kun lidt energi til blæseren, der styres af en termostat.

Drivhuset er dækket med gennemsigtig polycarconat plastic på sydvæggen og på taget, der skråner mod syd. Denne plastic isolerer en smule. Væggen mod nord reflekterer lys og varme mod planterne i drivhuset.

Hvert af hans nu 24 år gamle frugttræer producerer frugt til en værdi af 430 $ om året. Træerne holdes forholdsvis små, og hvert af dem har et areal på 2,4 meter i diameter til rådighed. Frugterne sælges på det lokale marked. Derved spares lang transport af varmekrævende frugt fra det sydlige USA.

Noget lignende kunne sikkert nemt praktiseres i Danmark, så vi ikke behøver at importere så meget frugt fra de varme lande. Ideen er hermed givet videre.

Se video med Russ Finchs drivhuse her (18 min. på engelsk).

Mere detaljeret information om hans drivhus fås her.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*