Mælk giver problemer med helbredet hos mange mennesker, både børn og voksne.
Almindelig mælk indeholder en del laktose (mælkesukker). For at fordøje laktose og optage det i kroppen kræves et enzym kaldet laktase. Små børn danner laktase, men efter 4-års alderen falder produktionen af laktase, og en del voksne danner slet ikke laktase. Det medfører, at laktosen bevæger sig ufordøjet igennem fordøjelsessystemet til tyktarmen, hvor den spaltes af tarmbakterier. Ved denne spaltning dannes der store mængder gas, hvilket kan give smerter og ubehag. Diarré kan også forekomme som følge af indtagelse af laktose.
Problemet mindskes ved at indtage mælk i form af surmælksprodukter uden tilsat sukker eller kunstigt sødemiddel. Ved fremstilling af surmælksprodukter tilsættes mælkesyrebakterier til mælken, og disse gavnlige bakterier omdanner laktosen til mælkesyre. Nogen mennesker med høj grad af laktoseintolerans må dog helt holde sig fra mælkeprodukter for at undgå ubehag.
Kildehenvisninger: “Maven – din bedste ven” af Carsten Vagn-Hansen og “Optimal Næring” af Eva Lydeking-Olsen
Leave a Reply