Roundup fundet i fødevarer

Ukrudtsmidlet glyphosat, der oftest sælges med handelsnavnet “Roundup”, er fundet i foder og fødevarer. Jeg er kommet i besiddelse af nogle prøver her fra Danmark, der blev testet for glyphosat. Resultaterne målt i ng/g (nanogram per gram) ses her:

  • Hvede, prøve 1: 209,46 ng/g glyphosat
  • Hvede, prøve 2: 593,14 ng/g glyphosat
  • Soja, ikke GMO, prøve 1: 568,5 ng/g glyphosat
  • Soja, ikke GMO, prøve 2: 596,55 ng/g glyphosat
  • Mælk: 1,18 ng/g glyphosat
  • Raps: 2420,44 ng/g glyphosat
  • Æg: 6,71 ng/g glyphosat

Som beskrevet i tidligere nyhedsbreve, bl.a. dette, så er glyphosat meget sundhedhedsskadeligt, selv i meget små koncentrationer, fordi det dræber de vitale tarmbakterier i fordøjelsessystemet. Jeg besluttede derfor selv at få analyseret 4 almindelige fødevarer for indhold af glyphosat. Her er resultaterne:

  • Sødmælk, konventionel: Ikke måleligt
  • Æg fra burhøns: Ikke måleligt
  • Paté af svinelever: Ikke måleligt
  • Smør, Lurpak: 3,3 ng/g glyphosat

Det er heldigvis ikke alle konventionelle fødevarer, der er forurenet med Roundup, men det er forkasteligt at det findes i nogle fødevarer. Især de høje niveauer i hvede, raps og soja giver anledning til bekymring.

I Danmark sprøjtes hvede til fødevarer normalt ikke med Roundup før høst, men i mange lande omkring os anvendes Roundup før høst. Det samme sker med soja, også den GMO-fri. Disse afgrøder sprøjtes ofte med Roundup kort før høst for nedvisne ukrudt, standse væksten og lette høstarbejdet. Hvis melet til dit brød ikke er dansk eller økologisk, så er der altså risiko for høje niveauer af Roundup. Det samme gælder rapsolie og soja, der anvendes i mange færdigretter, tofu, sojaburgers mm. Køb derfor økologiske varer for at undgå Roundup i din mad.

Glyphosat er skadeligt i lave doser. 100 ng/g har forårsaget organskade hos dyr. Det er også særdeles skadeligt for vandmiljøet. Koncentrationer så lave som 0,05 ng/g har vist sig at skade vandlopper. Kilde: Dr. Mercolas nyhedsbrev af 30. juli 2013.

De tilladte grænseværdier for glyphosat fastsættes til tider under indflydelse fra kemiindustrien. F.eks. blev grænseværdien for glyphosat i linser sat op fra 0,1 mg/kg (100 ng/g) til 10 mg/kg (10.000 ng/g) i år 2012. Det skete efter ønske fra Monsanto, der producerer Roundup. Dvs. at der tillades glyphosat i linser i en koncentration, der er 100 gange højere, end den koncentration, der kan forårsage organskade hos dyr. Endnu værre står det til med f.eks. byg, havre og soja, hvor den tilladte koncentration af glyphosat er helt oppe på svimlende 20 mg/kg (20.000 ng/g). Kilde: Europaparlamentet.

Miljøvenlige alternativer til Roundup

Det burde ikke være tilladt at anvende Roundup, da det nedbrydes meget langsomt med en halveringstid i jord på over 22 år. Hvis man sprøjter det på fliserne eller perlestenene i indkørslen, kan det sagtens nå at komme ud i vandmiljøet eller sive ned til grundvandet inden det er nedbrudt. Der er mere sikre alternativer på markedet som f.eks. “Ultima Proff” fra Ecostyle, der består af fedtsyrer, som nedbrydes i løbet af kun 4 – 8 dage til vand og kuldioxid. Du kan også blande dit eget middel af disse ingredienser:

  • 4 liter eddike med 10% syre (alm. husholdningseddike med 5% syre kan også bruges, men er ikke helt så effektivt)
  • 1 tsk. flydende sæbe
  • evt. 4 spsk. appelsinolie (kan udelades)

Det kommes i en sprayflaske, rygsprøjte el. lignende og sprayes ud på ukrudtet. Det virker bedst på en varm og solrig sommerdag. I Danmark er det dog ikke tilladt at anvende hjemmelavede, ikke-godkendte ukrudtsmidler, men du må gerne bruge det til at vaske fliser med. Pas på ikke at få 10% eddike i øjnene, da det er ætsende. Brug beskyttelsesbriller ved arbejde med det.

Andre muligheder er ukrudtsbrænding eller en gårdrive til arealer med perlesten, og så er der selvfølgelig det gode gamle hakkejern.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*